Mindre Større Læs højt Print
Mindre tekst Større tekst Læs højt Print
 
 
 

Opkøber overtræder regler for indberetning

 

NaturErhvervstyrelsens FiskeriMoniteringsCentre i Esbjerg, som bl.a. foretager administrativ kontrol af IUU-fiskeri (Illegal, Ureguleret og Urapporteret fiskeri), har ved en systematisk kontrol af logbogs-, afregnings- og meldeoplysninger konstateret store forskelle i mængder af mørksej ved landinger til en bestemt modtager og opkøber af fisk i det nordvestjyske område.

 

Det er konstateret, at der fra nogle landinger fra norske fartøjer var anført betydeligt større mængder mørksej i fartøjernes logbøger, end opkøberen havde indberettet til myndighederne.


Fiskerikontrollører fra Fiskeriinspektorat Vest, afd. i Nykøbing Mors har efterfølgende gennemført et kontrolbesøg hos den pågældende opkøber. Kontrolbesøget afdækkede, at opkøberen havde undladt at indberette en del af de modtagne mængder mørksej, men solgt dem videre. Den foreløbige vurdering er umiddelbart, at der i 2011 undladt at indberette og videresolgt mørksej landet af norske fartøjer til en værdi af ca. 800.000,- kr.


Opkøberen kan nu se frem til en nøje gennemgang af regnskabsbilag, og det forventes, at forholdene vil blive anmeldt til politiet med påstand om bøde og konfiskation. Endvidere vil NaturErhvervstyrelsen tage kontakt til de norske myndigheder med henblik på at sikre, at de landede mængder mørksej afskrives korrekt på de norske fiskekvoter.


Kontakt

Finn Vind, fiskeriinspektør, FiskeriMoniteringsCentret, NaturErhvervstyrelsen, 72185653, fvi@naturerhverv.dk
 

 
  Tilføj som bogmærke, del eller publicer