NaturErhvervstyrelsens kontrollører får ros af landmændene
I en tilfredshedsundersøgelse blandt landmændene får NaturErhverstyrelsens kontrollører en score på 4,1 ud af 5,0 mulige, hvilket er et flot resultat.
Undersøgelsen viser, at NaturErhvervstyrelsens kontrollører på tre udvalgte kontrolordninger i landmændenes øjne:
- Efterlader et godt samlet indtryk af kontrolbesøget
- Har den nødvendige faglige viden
- Formidler kontrolresultatet klar og velbegrundet
- Vejleder godt
- Er i stand til at sætte sig ind i forholdene hos landmanden
NaturErhvervstyrelsen foretager en række fysiske kontroller i jordbruget, gartnerier og virksomheder. I den forbindelse har NaturErhvervstyrelsen undersøgt landmændenes tilfredshed med den fysiske kontrol, som styrelsen udfører på tre større kontrolordninger som arealkontrol, årlig økologikontrol samt dyrevelfærdskontrol.
Indenfor de tre kontrolområder er der udsving i tilfredsheden, hvor økologikontrollen scorer undersøgelsens bedste resultat med 4,5 point, efterfulgt af Dyrevelfærdskontrollen med 4,1 point. Endelig scorede Arealkontrollen 3,9 point.
Besvarelserne af de fem spørgsmål er usædvanlig ensartede, og størstedelen af landmændene er enten tilfredse eller meget tilfredse med kontrollørernes arbejde.
”Det er positivt, at besvarelserne er så ens, da det viser, at landmændene har et ensartet indtryk af kontrollørernes arbejde uafhængigt af kontroltypen”, forklarer kontroldirektør Anders Munk Jensen.
Til sidst i undersøgelsen havde landmændene mulighed for at komme med generelle bemærkninger til kontrollen.
”Bemærkninger vil blive inddraget I vores fortsatte arbejde med yderligere at forbedre kontrolbesøgene”, fortæller kontroldirektør Anders Munk Jensen.
Om undersøgelsen
NaturErhvervstyrelsen udsendte i ultimo 2011 450 spørgeskemaer til de landmænd, der indenfor den sidste måned, var blevet kontrolleret af styrelsens kontrollører, fordelt med 150 landmænd på hvert af de tre områder: areal, økologi og dyrevelfærd.
Landmændene fik tilsendt et spørgeskema, som bestod af et afkrydsningsskema og muligheden for at skrive bemærkninger til Jordbrugskontrolkontoret. De 5 spørgsmål landmændene skulle besvare handlede om:
- Landmandens samlede indtryk af kontrollen
- Kontrolløren havde fornøden faglig viden
- Kontrolresultatet var klart og velbegrundet
- Kontrolløren var god til at vejlede om reglerne og endeligt
- Kontrolløren var i stand til at sætte sig ind i forholdene på bedriften
Landmanden skulle vurdere hvert spørgsmål ud fra en karakterskala fra 1 til 5, hvor 1 er ”meget utilfreds” og 5 er ”meget tilfreds”. Der blev returneret 72 areal-skemaer, 68 økologi-skemaer og 81 velfærds-skemaer. Samlet gav det en besvarelsesprocent på ca. 50.
Yderligere oplysninger:
Enhedschef Aksel Nielsen, Center for Kontrol , telefon 45 26 36 07 / akn@naturerhverv.dk

