Mindre Større Læs højt Print
Mindre tekst Større tekst Læs højt Print
 
 
 

Randzoner

 

NaturErhvervstyrelsen offentliggjorde sidste uge et vandløbskort, som skal hjælpe landmænd og konsulenter med at identificere de arealer, hvor der potentielt skal udlægges randzoner senere på året. Kortet er offentliggjort allerede nu for at imødekomme erhvervets ønske om at udstille det tilgængelige materiale så tidligt som muligt. Kortet skal betragtes som foreløbigt og vejledende og vil løbende blive tilrettet i takt med, at der kommer nye oplysninger.

 

Grøfter og kanaler også omfattet af randzonelov

Definitionen af vandløb i randzoneloven følger definitionen i vandløbsloven. Heraf fremgår det, at der ved vandløb forstås åbne, ferske vandløb. Der kan både være tale om naturlige og kunstige løb, herunder grøfter, kanaler mv.

 

Kortet er offentliggjort efter et ønske fra konsulenter og landmænd om at kunne se et vandløbskort, selvom dette kun ville være vejledende. Oprindeligt var det planlagt først at offentliggøre de endelige randzonekort, når loven træder i kraft til september 2012, men for at have åbenhed omkring vores arbejde med randzonerne, viser vi det nu.

 

Offentliggørelsen af vandløbskortet har netop tydeliggjort behovet for at vise, at grøfter og kanaler også er omfattet af lovgivningen, selvom kortmaterialet ikke er fuldstændigt.

 

Kortet er dannet ud fra luftfotos

NaturErhvervstyrelsen bruger det kortgrundlag, som stilles til rådighed gennem kommunernes kortsamarbejde FOT. Når vandløb kortlægges, sker det på baggrund af flyfotos, som bearbejdes, så det bliver muligt at se vandløbene i naturen. I denne proces kan der ikke tages højde for, om et vandløb er vandførende eller ej. Det er uundgåeligt, at der på kortet kan findes tørre grøfter eller søer, som i virkeligheden er en midlertidig oversvømmelse mv., og disse er selvfølgelig ikke omfattet af loven. Dette er også en af grundene til, at kortet er vejledende og ikke bindende.

 

Mulighed for at melde fejl

NaturErhvervstyrelsen arbejder løbende på at forbedre kortet, men har ikke mulighed for at gå i felten og kontrollere overensstemmelse mellem kort og virkelighed.

 

Der vil på et senere tidspunkt blive en proces, hvor man kan melde tilbage til NaturErhvervstyrelsen, når man opdager, at der er fejl på kortet. For at kunne håndtere tilbagemeldinger så hensigtsmæssigt som muligt, arbejder NaturErhvervstyrelsen lige nu på at etablere en it-funktion, som kan håndtere dette mest optimalt. Når det er plads, bliver der åbnet op for indberetning af fejl. NaturErhvervstyrelsen arbejder på, at kunne åbne for denne høring hurtigst muligt. Der vil komme en særskilt nyhed om selve processen omkring 1. maj 2012.

 

Yderligere oplysninger

På www.naturerhverv.dk kan du læse mere om randzoner. Siderne bliver løbende ajourført.

 

Julie Borch Friderichsen, Center for Kontrol, e-mail: jubf@naturerhverv.dk

 
  Tilføj som bogmærke, del eller publicer