Mindre Større Læs højt Print
Mindre tekst Større tekst Læs højt Print
 
 
 

Ændringsforslag til randzoneloven vedtaget

 

To ændringsforslag til den eksisterende lov om randzoner, der træder i kraft 1.september 2012, blev vedtaget den 11. juni 2012. Ændringsforslagene medfører, at offentligheden får adgang til udyrkede randzonearealer samt, at der ikke må dyrkes energiafgrøder i randzonerne.

 

Da randzoneloven blev vedtaget af Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti i juni 2011, vedtog de daværende regeringspartier og Dansk Folkeparti samtidig to særregler til loven. Partierne satte naturbeskyttelsesloven ud af kraft, så der blev forbud mod offentlig adgang i randzonerne, og man gav tilladelse til dyrkning af energiafgrøder i randzonerne. Fødevareminister Mette Gjerskov ønskede de to særregler ophævet, og det vedtog regeringspartierne og Enhedslisten i dag.


Adgang ifølge naturbeskyttelsesloven

Ophævelsen af særreglerne betyder, at randzoner igen er dækket af naturbeskyttelsesloven, på lige fod med andre udyrkede arealer. Dermed kan offentligheden færdes i randzonerne, efterhånden som de udvikler sig til en af de naturtyper, der fremgår af naturbeskyttelseslovens adgangsregler.
Det betyder ikke, at der er ubegrænset adgang til randzonerne, men man skal følge naturbeskyttelseslovens regler, der blandt andet kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside.


NaturErhvervstyrelsen vil i særlige situationer kunne give tilladelse til at lukke for den offentlige adgang. Det gælder i situationer, hvor en lodsejer som følge af udlægget af randzoner er atypisk hårdt ramt af reglerne om offentlighedens adgang, fordi der, f.eks. på grund af bynærhed, vil være særlig meget færden på det pågældende randzoneareal.

 

Fødevareministeriet vil i den forbindelse iværksætte en kampagne, der oplyser om reglerne for at færdes i naturen.


Forbud mod energiafgrøder

Den anden særregel, der nu er ophævet, er reglen om, at det er tilladt at dyrke energiafgrøder. Med vedtagelsen bliver det nu forbudt at dyrke flerårige energiafgrøder i randzonerne. Flerårige energiafgrøder er hurtigt voksende afgrøder, der bruges til energiproduktion, som f.eks. pil, poppel, hassel eller ask.


Fødevareministeren har af hensyn til naturoplevelsen og landskabet ønsket at ophæve den regel. De flerårige energiafgrøder vokser meget hurtigt, kan blive meget høje langs vandløbene, og blokerer dermed for udsynet. De blokerer ligeledes for adgangen til vandløbene og besværliggør dermed vedligeholdelse af vandløbet.


Landmænd, som allerede nu har flerårige energiafgrøder på steder, hvor der skal udlægges randzoner, kan fortsat høste disse afgrøder efter, at loven er trådt i kraft. Dette gælder også for andre afgrøder og vil gælde uden nogen tidsbegrænsning. Men det er hverken tilladt at sprøjte eller gødske.


Der kan søges om særlig tilladelse til plantning af flerårige energiafgrøder i randzoner på lokaliteter, hvor der er en veldokumenteret effekt på miljøet, og hvor det ønskes gennemført som et specifikt miljøtiltag.


NaturErhvervstyrelsen vil informere løbende om forhold vedrørende randzoneloven. Man er også velkommen til at kontakte NaturErhvervstyrelsen med spørgsmål eller besøge vores hjemmeside.

 

 

For pressehenvendelser kontakt Maiken Piil tlf. 41 89 25 07 mail: mapiil@naturerhverv.dk
 

 
  Tilføj som bogmærke, del eller publicer